Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Sønderbroskolen: Bevægelse i Centrum
Mobil menu

Bevægelsespolitik

Baggrund

I skoleåret 2008/09 startede de første elever i idrætsklasserne på Sønderbroskolen. Idrætsklasserne er et tilbud til særligt dygtige idrætsudøvere, hvor kombinationen mellem skolegang og idræt ”går op i en højere enhed”. Med idrætsklasser på skolen fik vi et særligt fokus på idræt og bevægelse, som har betydet, at der gennem en årrække er opbygget et mindset og en kultur på skolen omkring idræt og bevægelse, og i dag betragter vi vores motto Bevægelse i Centrum som en del af vores DNA.

I skoleåret 2013/14 blev vi en af Aalborg kommunes to idrætsprofilskoler. Udgangspunktet for den idrætslige profil på Sønderbroskolen er Aldersrelateret Træningskoncept, der er udviklet af Team Danmark – i daglig tale omtalt som ATK.

Vision

Mennesket er skabt til at bevæge sig, og på Sønderbroskolen har vi en vision om, at alle vores elever oplever:

  • en skoledag hvor bevægelsen er en naturlig del af denne.
  • at bevægelsen giver variation, skaber glæde og stimulerer lysten til at være fysisk aktiv.

Mål

Det overordnede mål med Bevægelse i Centrum er at stimulere børnenes bevægelseslyst og bevægelsesglæde med henblik på at skabe vedvarende motivation for at deltage i idræt, leg og bevægelse. Mere konkret skal børnenes øgede muligheder for at deltage i idræt, leg og bevægelse i hverdagen føre til:

  • Bedre trivsel og bedre læringsparathed
  • Højere fagligt niveau
  • Øget lyst til deltagelse i idræt, leg og bevægelse
  • Forbedret fysisk form og forbedret sundhedstilstand

Bevægelse i Centrum - hvad er det?

Helt overordnet er vores motto egentligt flertydigt. Det hentyder til skolens fysiske placering, og det er også et udtryk for den dynamik, der er i vores skoleudvikling.

Det centrale er dog vores fokus på den daglige bevægelse blandt skolens elever.

Fysisk aktivitet øger læring

“Det kan konkluderes, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder”. (Fra konsensuskonference om fysisk aktivitet og læring - oktober 2011)

Konklusionen hænger bl.a. sammen med:

  • at læring fremmes bedst, hvis den fysiske aktivitet er udfordrende, varieret og indebærer succesoplevelse.
  • at fysisk aktivitet integreret i undervisning ud over idrætsundervisning har vist sig at fremme læring

Bevægelse i Centrum på Sønderbroskolen

Vi arbejder med to primære fokusområder i praksis.
Det ene fokusområde er, at alle elever har 6 ugentlige idræts-/og ATK-lektioner. ATK-lektionerne tilrettelægges med udgangspunkt i Team Danmarks model/koncept.

Det andet fokusområde er, at alle elever oplever, at bevægelse er en del af den daglige undervisning enten i form af brainbreaks eller som en integreret del af undervisningen. Brainbreaks er små korte indslag i undervisningen, som primært øger hjernespændingen og dermed elevernes læringsparathed – sekundært deres trivsel.

Når bevægelsen integreres som en del af undervisningen, er det primære formål faglig læring – sekundært motivation og trivsel. Her understøtter bevægelsesaktiviteten det faglige fokus og læringsmål for undervisningen.

Særlige prioriteringer

Det er vigtigt, at vi har en høj faglighed, det rette mindset og nogle gode fysiske rammer, som understøtter vores idrætsprofil.

Derfor har vi løbende haft fokus på at medtænke bevægelse, når vi ansætter nye medarbejdere, når vi prioriter den økonomi, vi har til rådighed, og når vi laver forandringer eller nyetableringer på skolen. Dette gælder både ift. artefakt, elevernes undervisningen og elevernes pauser.

Vi ønsker også et tæt samarbejde med de mulige samarbejdspartnere, der er i Sønderbroskolens nærmiljø, som kan understøtte vores idrætsprofil.

Evaluering

Det er vigtigt, at eleverne også har en bevidsthed om, at de går på en idrætsprofilskole. Derfor vil vi en gang årligt ifm. trivselsundersøgelsen undersøge dette område.

Derudover vil vi dagligt arbejde med bevidstheden hos eleverne om, at de oplever bevægelse i undervisningen.

Opgaven med at omsætte bevægelsespolitikken til praksis ligger hos det enkelte team.

Hvordan dette effektueres vil vi løbende sætte fokus på i forbindelse med udviklings – og læringssamtaler.